Måske bemærkede du noget med hækkene i de nederste haver ned mod skoven i det sene forår. Der var flere haver med ”maltrakterede” hække på stribe.

Det startede vist hos Karina og Thomas i have 75, hvor Thomas gik agurk på hækken i efteråret sidste år. Den blev både klippet heftigt ned og ind. Det trængte den også kraftigt til. Hækken var over tre meter bred og der stod et p-skilt 50 cm. Inde i hækken.

” For at gøre hækken pæn, fjernede jeg møjsommeligt er alle døde grene efter klipningen. Det tog tid men var 100% det værd. Gav luft til nye skud,” siger Thomas.

Det er siden blevet en hjertesag for ham – og på forårets arbejdsdag fik hækken ved fællesområdet også samme tur.

 

To meter hæk blev til 40 cm

Siden sprang genboen i have 90 også med på trenden. Her kastede Morten og Rikke sig ud i disciplinen at genskabe fortidens flotte slanke hæk – under supervision og hjælp af Thomas.

”Da vi først kom i gang, opdagede vi, at hækken var væltet ud af haven og helt ned til jorden udenfor, hvor grenene skød rod igen. På den måde var hækken blevet dobbelt og flere meter bred,” siger Morten Vejs.

Der er i forvejen en stor niveauforskel fra haven til vejen udenfor. Derfor blev hækken pludselig meget lav – omkring 40 cm – inde fra haven og der er frit udsyn både indefra og udefra.

Det gamle kolonihaveliv og mere plads på vejene

”Det gør egentlig ikke så meget, for det skal nok blive godt igen. Selvfølgelig vil vi gerne have den lidt højere, men ikke så høj, som den var før. Vi har allerede snakket med mange flere end tidligere,” siger Rikke Juul Philbert, der synes, det er hyggeligt at få mere kontakt med naboer og andre, som kommer forbi.

Parret er enige om, at det giver mere liv, når hækken er lavere. De synes, det genskaber lidt mere af den ”gamle” kolonihavestemning, hvor man snakker med hinanden over hækken.

Efterhånden er ”trenden” spredt sig til flere haver på Porrevej, og går du en tur, kan du se flere hække, som har fået af grovfilen. Bag hækkene sidder forventningsfulde kolonister og glæder sig til en endnu tættere og flottere hæk – og mere sol til resten af havens planter – til næste år.

Udover at hækken bliver 10-15 år yngre og sundere, så bliver vores smalle veje også en del bredere, hvis vi alle er opmærksomme på at klippe hækkene ekstra ind. Thomas giver gerne vejledning i kunsten at klippe hække tilbage til ungdom og kraft.

Tips og fakta om hække i Ryhaven

  • Hækken (liguster) skal klippes ind og ned (max. 180 cm) senest 15. august hvert år.
  • Det er en god ide at vente med at klippe hæk til hækken er afblomstret, da bierne er glade for blomsterne og så er der heller ikke længere fugle redder i hækken – eller klippe den helt tidligt i foråret, før fuglene laver reder.
  • Venter du med at klippe hækken til august, kan du som regel nøjes med at klippe en gang – klipper du i det tidligere forår, kræver det ofte to klipninger på et år.
  • Liguster tåler en tæt og hård beskæring – faktisk bliver den meget tættere og flottere af at blive klippet tilbage indimellem.
  • Hovedparten af hækkene i Ryhaven er måske 40-50 år gamle, og er blevet alt alt for brede, dermed risikerer de at ”vælte”. En liguster vokser ca. 20 cm om året. En hæk skal ikke være bredere end 30-50 cm.
  • Haverne får flere kvm. Når forvoksede hække klippes ind
  • I de fleste haver ligger havelågen og stien ind til huset midt på grunden. Der kan være en fordel i at flytte havelågen til en af siderne. Det giver en spændende tur gennem haven, mere ugeneret plads i haven og gør det mere besværligt for evt. tyve i at få indkig til huset.
  • Læs mere om Liguster på https://havekalenderen.dk/a/ligusterhaek